RÖS Muscaris Seco vinder bronzemedalje
ved The International Wine Challenge
Pressemeddelse
RÖS Muscaris (2013) fra Dyrehøj Vingaard har vundet en bronze-medalje ved verdens fineste og mest anerkendte vinkonkurrence, International Wine Challenge.
En flot og velfortjent bronze-medalje var resultatet af at lade den dansk-fremstillede RÖS Muscaris (2013) rulle hen over smagsløgene hos panelet af kyndige vin-dommere ved det årlige International Wine Challenge (IWC) arrangement. Den mousserende hvidvin fra Dyrehøj Vingaard blev af dommerpanelet beskrevet som en ”god mousserende vin med toner af blomster og citrus, der har en god balance og struktur”.
”Vi er rigtig glade for at kunne hive en international bronze-medalje hjem til Dyrehøj Vingaard. Det er dejligt at blive bekræftet i, at der er en fremtid i de mousserende vine, samt at vide, at vingårdens vine har et internationalt niveau,” udtaler vinbonde Betina Newberry.
Ideelle vækstbetingelser
Dyrehøj Vingaard, som ligger på det solrige Røsnæs ved Kalundborg og er Danmarks største vingård med ialt 26.400 planter, har enestående vækstbetingelser, fordi klimaet på Røsnæs hører til det det tørreste og mest solrige, man kan finde her i Danmark. Samtidig giver de kalkholdige skrænter et fantastisk grundlag for at dyrke druer.
Vinmager på Dyrehøj Vingaard, Zachary Brierly fra New Zealand forklarer: ”Det kolde klima i Danmark skaber nogle druer med den hele rette syresammensætning, og smagen i druerne er særdeles frugtig og velegnet til mousserende vine.”
Bredt sortiment
Druen i medalje-vinderen er Muscaris, som er en af Dyrehøj Vingaards ialt 6 hvidvinssorter, der foruden Muscaris-druen hovedsageligt er baseret på druesorterne Solaris, Johanitter, Souvignier Gris samt en lille mængde af Helios. Derudover har Dyrehøj Vingaard 13 forskellige rødvinssorter med hovedvægten lagt på druesorter som blandt andet Cabernet Cantor, Spätburgunder, Cabernet Corrtis, Monarch, Leon Milot og Rondo.
Dyrehøj Vingaard fremstiller hvidvin, mousserende vin, rosévin, rødvin, likør og frugtvin, edelbrand samt gin og dram – altsammen under det fælles varemærke RÖS.
The International Wine Challenge
International Wine Challenge (IWC) bliver betragtet som verdens fineste og mest omhyggeligt bedømte vinsmagning, hvor panelet af kyndige dommere blindtester og bedømmer hver enkelt vin med individuel respekt for stil, område og årgang. Som led i den grundige smagsvurdering bliver hver enkelt vin smagt i tre ombæringer af mindst 10 forskellige dommere. Dette kan føre til tildeling af fire forskellige medaljetyper (Trophy, Gold, Silver og Bronze) eller to slags priser (Commended eller Great Value)
Download pressemeddelse som PDF, klik her
Download billede i høj opløsning, klik på billedet og det åbner i et nyt vindue
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
![]() |