Guldmedalje tildelt vores RÖS Solaris Reserve 2017 ved PIWI Wine Award 2018

Forleden fik vi en en rigtig dejlig mail fra PIWI Wine Award, den startede således:
 
"Dear participants,
thank you very much for entering your wines to the International PIWI Wine Award 2018 and congratulations to your success!"

 

Vi er rigtig stolte over, at vores RÖS Solaris Reserve 2017 har vundet guld i en stor international konkurrence. Konkurrencen finder sted hvert år i Tyskland, og beskæftiger sig kun med de vinsorter, der er udviklet til at være svamperesistente, PIWI (pilzwiderstandsfähige Rebsorten). Alle de vinstokke vi har sat på Dyrehøjs vinmarker er PIWI-sorter. Vinmarkerne tæller nu over 30 000 vinstokke på ca. 9 ha. Solaris dækker ¾ af arealet.

Bedømmelsen sker ikke ved blindsmagning

I korte træk foregår konkurrencen på følgende måde: Vi giver juryen al den information vi har om klima, jordbund, druernes beskaffenhed ved høst, processen i vineriet og ikke mindst vores intentioner med vinen.
 
Dommerpanelet ser på, dufter til og smager vinen. Først bedømmes kvaliteten af de høstede druer, på baggrund af de data vi har oplyst. Derefter bedømmes håndværket i vinkælderen. Panelet laver til slut en individuel beskrivelse af vinen som deles med vinmageren. Det har en uvurderlig betydning for os som vinmagere at modtage kommentarene fra panelet, og vi bruger dem aktivt til at forbedre vores metoder yderligere.

 

I skemaet kan man se den kvantitative beskrivelse, altså hvor lidt eller hvor meget af en given egenskab som vinen besidder. Til højre udmønter det sig i en karakter - i dette tilfælde en guldmedalje.
 
Det er ikke normalt, at man i en vinkonkurrence får respons fra dommerne, medmindre man har vundet. Ved deltagelse i PIWI Wine Awarden får alle de indsendte vine respons fra dommerpanelet. Udover den udførlige smagebeskrivelse, kan alle deltagere ringe til overdommeren og drøfte resultatet. Hvorfor dømte de som de gjorde? Hvad synes panelet, at vi skal gøre anderledes i næste årgang. Alt sammen bliver til inputs, som kan bruges til at blive dygtigere af. Dét er meget mere værd end et papirdiplom i ramme på væggen.

 

Vi har deltaget gennem flere år og er rigtige glade for de resultater, og den feedback vi har modtaget. Vi har forstået at tage den til os, og det blev i år honoreret med en guldmedalje.

 

RÖS Solaris Reserve 2017

Årgang 2017 er skabt på baggrund af den sommer vi havde, med cirka 13 dage med rimeligt - men ikke godt sommervejr. Sommeren til trods præsterede vores Solaris guldmedalje til Røsnæs, med vores RÖS Solaris Reserve 2017, på baggrund af en høst, der på trods af vejret havde høj kvalitet. Druerne blevet plukket, da balancen var perfekt mellem sukker, syre og pH, for at opnå et alkoholniveau på ca. 12%vol. 60% af vinen er gæret og lagret på ståltanke som vores normale Solaris vin. De sidste 40% har gæret på nye og gamle træfade for at tilføre vinen en cremet tekstur, altså en øget mundfylde. Derefter er den lagret på træfade i 7 måneder. Solarisens medfødte strejf af hyldeblomst er på denne måde blevet suppleret med fine noter af vanilje, røget træ og lidt kokosnød.


RÖS Reserve Solaris 2017, tør hvidvin, 40 % på fad. Hyldeblomst, vanilje, med en snert røg og cremet – er de ord der bedst beskriver RÖS Solaris Reserve 2017- køb den her.

Fakta om Solaris på Dyrehøj Vingaard

Vinstokkene på Dyrehøjs vinmarker tæller nu over 30 000 planter på et areal på ca. 9 ha. Solaris dækker ¾ af arealet.

 

PIWI Wine Award 2018

Rekorddeltagelse til den internationale PIWI Wine Award 2018

Kvalitetskonkurrence for vine skabt på svamperesistente vinstokke: 147 vinproducenter fra 17 lande deltog med 367 vine.

Store temperaturudsving, lange perioder med tørke eller overdreven nedbør. I disse tider med turbulente klimaforhold beviser svamperesistente vinsorter eller PIWI-sorter som de nye sorter også kaldes, at med disse robuste druesorter bliver der skabt skabt flere og flere højkvalitetsvine. Det kunne smagepanelet ved den 8. Internationale PIWI Weinpreis overbevise sig om i deres smagning over to dage. PAR-teamet under ledelse af Martin Darting uddelte til de 367 deltagende vine fra 17 lande 29 store guldmedaljer, 185 guldmedaljer og 131 sølvmedaljer.

Årets topscorer,

blev to dessertvine med 99 point. Meget passende da det netop er i år at sorten Johanitter fejrer 50-års jubilæum. 2017 Eiswein Johanniter Wino Lodowe fra Winnica Turnau i det vestlige Polen og Wijndomein de Koen fra Holland med deres 2017'er Nagenieten, en ædelsød  landvin på Muscaris og Solaris. I kategorien hvidvin er sorterne Solaris og Muscaris helt i top. Blandt de røde stikker, Cabernet Carbon fra Kaiserstuhl og en cuvée fra Chambourcin, Prior og Cabernet Cortis næsen langt frem. Druesorten Johanniter har her på sin 50 års fødselsdag bevist sin fremragende kvalitet med stort guld og 18 guld.

Røde og hvide druer udviser store forskelle

Smageleder Martin Darting siger om resultaterne af smagningen i 2018: ”Også PIWI-sorterne ligger under for indflydelse af klimaforandringerne. Hovedbudskabet er dog, at planterne trodser selv det hårdeste infektionstryk – uanset om det er nok så fugtigt, vådt, koldt eller varmt. Skulle de blive angrebet, har det kun minmal indvirkning på druekvaliteten, da de som regel selv er i stand til at kompensere for den negative indflydelse.”

For smagerne var det bemærkelsesværdigt, at de hvide sorters kvalitetsniveau var overlegent. De blev præsenteret for hvide vine i høj kvalitet med stor mineralitet, hvad enten de var skabt i en reduktiv eller oxidativ stil.

Syren, som giver friskhed, karakter og tæthed hos de hvide sorter, var undertiden problematisk blandt de røde. Juryen henførte de høje syretal og ofte umodne tanniner til den manglende modningstemperaturer.

"For dem, der stadig er kritikere af PlWI-sorter: ingen af prøverne viste hybridtegn eller foxnoter. Dem, der stædigt hævder dette, bliver modbevist af den imponerende kvalitetsforøgelse. "

Den internationale PlWI Wine Award

Den berømte kvalitetskonkurrence, der blev startet af PlWI International og organiseres af WINE System AG, baserer sig på den internationalt anerkendte smagemetode PAR.

På grund af den analytiske og differentierede tilgang hos de specialuddannede PAR-prøvesmagere bliver alle aspekter af vinfremstillingen og de klimatiske forhold inkluderet i evalueringen af vinene. Resultaterne er derfor objektive, forståelige og ikke mindst anvendelige for producenten. Især i produktionsåret 2017, hvor der var massive svampeangreb på de konventionelle sorter, kunne PlWI vinproducenterne agere meget mere afslappet og økologisk i vinmarkerne.

Fakta mod fordomme

For at imødegå en vis berøringsangst fra producenter, forhandlere og konsumenter med fakta, anvendes den anerkendte PAR metode ved smagningen til den internationale Piwi Wine Award. Metoden er kendt for at være særlig gennemsigtig og sporbar.

 

De indleverede PIWI-vine forudsætter fuldstændigt dokumentation med hensyn til ingredienser, vinificering og dyrkningsforhold. I bedømmelsen indgår også vinenes oprindelse, form og formål. Hver vin bliver  individuelt vurderet af et hold på tre certificerede PAR-smagsdommere, og modtager en evaluering af håndværket og den sensoriske kvalitet, dermed får producenten et værdifuldt arbejdsredskab til kvalitetsstyring af vingården.

 

For forbrugeren betyder det, at PAR-juryens bedømmelse er en pålidelig og objektiv vurdering uafhængig af smagernes smagsnormer eller personlige smag. På baggrund af analysen er forhandlerne også istand til at levere målrettet og kompetent information.

Bedømmelsen efter PAR®

Takket være gennemsigtigheden i det internationalt anerkendte sensoriske testsystem PAR får hver indleveret PlWI vin en forståelig og objektiv dokumentation af vinens sensoriske og ønologiske egenskaber. Der vil derfor altid blive vurderet i forhold til den enkelte vins egenart og stil. PAR-metoden gør det muligt for den kvalificerede jury af ønologer, IHK certificerede sommelierer og vineksperter at bedømme hver vin neutralt og personlige præferencer eller forudfattede opfattelser med hensyn til "god smag" udelukkes fra vurderingen. I forbindelse med moderne ønologi er nye, internationale vinstile anerkendt og accepteret såvel som traditionelt producerede vine. Udover  den opmærksomhed som vinprisen giver værdsætter mange vinavlere den indsigtsmæssige analyse, der ligger til grund for PAR-vurderingen. Den viser nøjagtigt hvilke kriterier, der førte til det respektive resultat og giver værdifulde oplysninger til  kvalitetsstyringen. Systemet garanterer en objektiv evaluering i 100-punktsordningen, der er baseret på en forståelig dokumentation.

 

I PIWI-vine gemmer der sig ikke kun potentialet for højkvalitets og sensorisk attraktive vine, men de er også et modsvar på de klimatiske og økologiske udfordringer for vindyrkning i fremtiden, det er mange vinproducenter i dag enige om. Fordi de er resistente over for klimaændringernes luner, gør de det muligt at reducere plantebeskyttelsesforanstaltningerne og de er med til at beskytte jordbunden i vinmarken mod unødig traktorkørsel der komprimerer jorden. Fordi de nye druesorter ofte er mere produktive end mange af de traditionelle sorter, er det også nødvendigt med foranstaltninger til forbedring af  kvaliteten i vinmarken for at kunne fremstille individuelle vine af højeste kvalitet. Som vinkonkurrencerne i de seneste år har vist, er PIWI'erne og deres producenter trådt ud af barneskoene og den tid, hvor kvaliteten har lidt under de højere udbytter, er man for længst vokset fra, takket være det omhyggelige arbejde i vinmark og kælder. De skaber nu store vine ligesom deres etablerede forfædre.

For yderligere information,

om PIWI Wine Award er du velkommen til at kontakte Betina Newberry på til. 5082 3713 eller mail betina@dyrehojgaard.dk